fredag den 3. januar 2014

Årets nytårs menu!

Først og fremmest: Rigtig glædeligt nytår til jer alle sammen!

Det er altid skønt at starte på et nyt år! Det er lidt ligesom at åbne en ny bog! Man ved ikke, hvad der kommer til at ske, men det er altid meget spændende og jeg glæder mig altid...

Lige som med en god bog, er det sidste kapitel af året også afgørende for, hvordan man synes året som helhed har været. I mit tilfælde er nytårsmenuen det sidste og afgørende kapitel!

Tankerne i forhold til planlægning af menuen har været mange og er også blevet ændret løbende indtil jeg til sidt synes, at NU var menuen på plads.

Først skulle vi have nytårstorsk. Det hører sig jo til. Men egentligt synes jeg for det meste, at torsk er en ret så kønsløs spise. Derfor skulle den peppes lidt op.

Menuens først forret blev derfor til en torskemousse peppet op med lidt timian.


Moussen blev serveret med en kvæde-kompot på en bund af salat og med rugbrødsknas og hjemmebagt brød til. Og selvfølgelig et glas hvidvin.

Kvæde-kompot, How to:
2 kvæder skæres i tern af ca. 1x1 cm. Overhældes med vand til de er dækket og tilsættes et godt skvæt citronsaft og en god håndfuld sukker.
Det hele koges op og der skrues ned på kompotten kan stå og simre og passer sig selv. Kompotten er færdig, når kvædestykkerne er færdige og har fået en flot og dyb rød farve.

Rugbrødsknas, How to;
Et par meget tynde skiver rugbrød skæres af dybbes kort i vand. Overhældes med olie og groft salt og sættes i ovnen ved Ca. 200 grader... Efter ca. 20 min er de gyldne og tages ud af ovnen og sættes til at køle på en rist. Det er først der , de bliver sprøde...

Hjemmebagt brød til mad, How to:
Brødet er opskriften fra verdens nemmeste boller. Der er tilsat frisk timian og rosmarin for at give lidt mere mad-smag og så fik det lidt ekstra salt også. 1 portion er nok til 2 flutes, hvilket rakte til 6 personer til både forret og ostetallerken senere...

Vores næste forret i anledning af nytåret var kartoffelblinis. Jeg havde lavet en hønsesalat med yoghurt og mango, der blev serveret på salatbund med pistacienødder. Derudover havde jeg forelsket mit i nogle tigerrejer hos fiskehandleren, som jeg havde marineret med hvidløg og lime og serverede med en hjemmerørt aioli...

Til brug for hovedretten startede jeg dagen med at lave en rødvinsreduktion til en rødvinsglace. Rødvinen blev tilsat rosmarin og lidt salt og stod så bare og kogte stille ind til ca. 1/3  i mængde. Dernæst tog jeg nogle rødløg, lidt timian og nogle svampe og ristede hårdt af på panden i smør sammen med lidt brun farin... Jeg hældte noget mørk øl og stjerneanis ved og da halvdelen af øllet var simret væk var blandingen klar til at blive hældt over en rådyr-kølle, der forinden var brunet af på panden...

Som det sprøde element til hovedretten lavede jeg jordskokkechips. Det var jordskokker revet i helt fine skiver og stegt i rapsolie med rigeligt med salt. Jordskokkerne blev lagt på en tallerken. Læg den kun meget kort på køkkenrulle, da de bliver bløde, hvis de bliver liggende derpå.
Som tilbehør til hovedretten skulle vi have en hokaido-mos i stedet for kartofler.
Først blev en 5-6 løg og tilsvarende fed hvidløg skåret i tern og svitset blanke i en klat olie. Jeg havde købt en stor hokaido, der blev skrællet og skåret i tern og smidt op til løgene og lige ristet kort, inden der blev hældt vand over og det hele blev kogt op, før det fik lov til at stå og simre og passe sig selv.
Efter et par timer var hokaidogræskarstykkerne kogt møre og det hele kunne blendes med en stavblender til en mos.
Den samlede hovedret var virkelig velsmagende; det lidt søde rådyrkød, den bløde og let krydrede hokaido-mos, de sprøde jordskokke-chips og den kraftige rødvins-glace...
Retten blev serveret med grønne bønner kogt lige al dente og med feta smulder ud over...

Som en mellemret efter hovedretten og inden desserten skulle vi have en platte med lidt ost og pølse...
Platten var anrettet på en skifferplade, jeg har fået i pakkekalendergave og som er noget nær årets julegave:-

Til pølsen og osten fik vi lidt artiskokpesto, et brombær, lidt honningglacerede pecannødder og hjemmebagt brød og lidt krydrede Crösti...
Det var super lækkert at nyde ost og pølse med lidt rødvin... 

Desværre var vi efter indtag af 4 retter så utroligt mætte! Der blev derfor holdt afstemning, hvor der var enighed om at springe desserten over... Vi kunne simpelthen. BARE. IKKE. MERE.

Jeg har dog fået smagt på kagen efterfølgende. Kagen var en tærte med bund af kiks, smør og chokolade, hvorpå der var lagt en meget let og meget luftig chokolademousse... Kage. Blev serveret med en sirup af passionsfrugt og revet chokolade...
Det var ikke de værste rester at have stående til dagen efter nytåret...

Alt i alt vat det en glimrende nytårsmenu! Det var fedt at se mine gæster nyde maden og få komplimenter og spørgsmål til tilberedningen, ingredienserne og sådan...

Jeg glæder mig allerede til næste gang, jeg skal lave middag! Jeg er sikker på, at jeg snart kan finde en anledning!

Rigtig godt nytår!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar